Indiansk sang

Powwow-sangerne nyder stor respekt, for uden dem ville der ikke være nogen dans. For mange unge indianere er det en stor drøm at få lov til at synge sammen med de mest berømte og respekterede trommegrupper. De ældre sangere giver deres viden om sangenes oprindelse og korrekte brug videre til de næste generationer og mange små børn vokser op med trommen og sidder på skødet af de voksne, mens de synger.

Trommen og sangerne udgør en samlet enhed som indianerne kalder trommegrupper (drums eller drum groups). Trommegrupperne har navne som oftest afspejler det geografiske sted, den stamme eller den famile, sangerne kommer fra.

De mandlige sangere
En trommegruppe består typisk af 5-10 mandlige sangere som sidder omkring en stor skindbetrukket bastromme og slår på trommen med lange trommestikker samtidig med at de synger. De indianske sangere er teknisk dygtige og har stor kontrol over deres stemme. De nordlige stammer synger i et meget højt toneleje (falset), mens de sydlige stammer synger noget dybere.

Sangerne nyder visse privilegier. Når de sidder ved trommen behøver de for eksempel ikke rejse sig op ligesom dansere og publikum ved grand entry og andre specielle sange, og beder man en trommegruppe om at synge en bestemt sang, er det tradition at give gaver eller penge til trommegruppen. Til gengæld tager sangerne hatten af i respekt, mens de synger en traditionel sang.

Når sangerne ikke synger, er trommen et naturligt samlingspunkt, hvor venner og bekendte kigger forbi for at hilse på. Stemningen blandt sangerne omkring trommen er altid munter og afslappet og mange vittige kommentarer flyver gennem luften. Kun når der er sangkonkurrence og dommerne står og ser på, kan stemningen blive anspændt.

De kvindelige sangere
De kvindelige sangere står traditionelt i en række bagved mændene og synger samme melodi men i et toneleje en oktav højere end mændene. Desuden synger kvinderne nasalt, idet en del af sangen ledes ud gennem næsen. De kvindelige sangere synger ikke med på hele verset, men kommer glidende ind et stykke inde i hvert vers. Gruppen af kvindelige sangere er som regel åben for andre kvinder, så når en trommegruppe synger en særlig god og populær sang, vil der samles en stor gruppe kvindelige sangere om trommen. De mandlige sangere betragter det som en ære og anerkendelse, når mange kvinder samles og synger med på deres sange. Traditionelt er det kun mænd der sidder og slår på trommen, men enkelte trommegrupper fra de nordlige stammer tillader at kvinder sidder ved og slår på trommen.

Forsangeren
Trommegruppen ledes af en forsanger (lead singer eller head singer). Forsangeren skal både have en god, kraftig stemme og evnen til at have et stort repertoire af sange parat inde i hovedet. Det er vigtigt at forsangeren er god til at hente den rette sang frem til den rette lejlighed og huske historien bag hver sang. Selv sange uden ord har hver deres betydning og historie. Det er også forsangeren, der styrer trommerytmen og bestemmer, hvem der skal synge solo ved starten af det næste vers. Det er også kutyme at forsangeren inviterer andre sangere ved en powwow til at komme og synge med, men ved de powwows, hvor der er sangkonkurrencer, er trommen lukket for andre sangere og det er heller ikke tilladt at den samme sanger synger med hos flere trommegrupper (det kaldes "drum hopping").

Trommen
Selve trommen behandles med stor respekt og betragtes som hjerterytmen i den indianske kultur. Eksempler på denne respekt for trommen er, at det ikke tilladt for sangere med alkohol i blodet at sidde ved trommen. På mange områder betragtes trommen som et selvstændigt individ: de fleste trommer har deres eget navn og kan eje hellige genstande og desuden har trommen sin egen oppasser (drum keeper) som har ansvaret for den. Når sangerne ikke synger, rejses trommen op på højkant og overdækkes eventuelt med et tæppe, og den bliver aldrig efterladt alene - man vil altid se mindst en person sidde ved siden af trommen og passe på den.


Zotigh Singers ved Gatherings of Nations powwow i 2001
Zotigh Singers ved Gatherings of Nations powwow i 2001
Sangere ved et powwow i København 2000