Powwow-etikette



Sådan danser man med uden en dansedragt

Selvom man ikke har en dansedragt på, er det muligt at deltage i enkelte danse såsom Round Dance, Intertribals, Rabbit Dance/Two-steps og Honor Dances. Lyt til MC'en; han siger til, når alle kan danse med.

Respektfuld påklædning
Når man danser i dansearenaen er der visse ting, som indianerne lægger vægt på mht. påklædning, da dansearenaen omgives med stor respekt. F.eks. betragtes det som respektløst at danse rundt i shorts eller kort nederdel hvor man viser bare ben. Bare tæer eller bare skuldre er heller ikke velset. For kvindernes vedkommende er det bedst at danse med et udslået sjal omkring skuldrene - igen et tegn på respekt og ærbarhed. Kvinderne bærer også sjalet når de deltager i en Honor Dance. Så hvis du er kvinde og gerne vil til at lave en dansedragt, er det en god ide at starte med at lave sjalet.

Sådan danses en Intertribal
Intertribal betyder at alle stammer danser sammen, dvs. dansen er for alle. Danser man uden dansedragt, bør man holde sig til dansens grundtrin, mens man følger de andre dansere rundt med uret. Ved Intertribals er det meget almindeligt at hyggesnakke med de andre dansere imens man danser. Dansere i dragter danser også grundtrinnene, men vil ofte slå over i at danse deres egen stil, når de bliver grebet af sangen.

Grundtrin:
Gå fremad med små tå-hæl trin og med let bøjede arme og afslappede skuldre. Kvinder med sjal over skuldrene bøjer armene ind foran sig og danser roligt og værdigt med rank overkrop. Mændende danser med overkroppen en anelse foroverbøjet, men næsten rank.

Tip 1: Tå-hæl trinnet er næsten fladt (glem Hollywood), dvs. at man først sætter forfoden let i gulvet og dernæst træder fladt ned på foden med hele sin vægt. Sådan: højre fod tå-hæl, venstre fod tå-hæl, højre fod tå-hæl, osv.
Tip 2: Slap af i foden og benene, så tå-hæl trinnet ikke bliver hårdt og stift. Lad være med at løfte benet for højt.
Tip 3: Kroppen retter sig op på de hårde trommeslag. Lyt til trommerytmen. Den opmærksomme lytter vil kunne fornemme, at der skiftevis er et let og et hårdt slag. Det er især tydeligt på de steder i sangen, hvor der laves en række ekstra hårde slag (honor beats) på hvert andet slag. Prøv at rette kroppen op på de hårde slag, så danser du nemlig op og fremad på det rigtige slag (kroppen rettes op samtidig med at man fører foden frem og sætter forfoden let i gulvet).

Sådan danses en Round Dance
Round Dance er en kædedans, hvor man danser sidelæns i en cirkel. Dansen hører til de såkaldte "Social Dances" hvor alle er velkomne til at deltage, også selvom man ikke har en dansedragt på. Dansen er en god og afslappet måde at få folk ud på dansegulvet på, og du behøver ikke kende dansetrinnene på forhånd. Danserne stiller sig ved siden af hinanden i en cirkel, og du er velkommen til at slutte dig til kredsen når som helst i løbet af dansen. Nogle steder holder man hinanden i hænderne, andre steder gør man ikke.

Grundtrin:
Dansetrinnene i en Round Dance er meget enkle. Stil dig med ansigtet ind mod midten af dansearenaen. Løft dit venstre ben, træd et skridt til venstre og lad dit højre ben følge efter så fødderne er samlede igen. Samtidig skal din krop bevæge sig op og ned i takt med trommen - trommeslaget er tydeligt accentueret med skiftevis et hårdt og et blødt slag. Når du hører det hårde slag, skal du sætte din venstre fod på gulvet samtidig med at du strækker din krop opad. Når du hører det bløde trommeslag, skal du bøje let ned i knæene og flytte dit højre ben hen til det venstre.

Nogle gange begynder lederen af kæden at lave snoede mønstre rundt i dansearenaen, men du behøver blot følge efter de andre og holde øje med. hvad lederen af dansen gør. Nogle gange giver alle dansere hånd til hinanden som en venskabsdans - Friendship Dance.

Sådan danses en Rabbit Dance eller Two Step
Rabbit Dance og Two Step Dance er de mest almindelige typer for pardanse brugt ved powwows i dag. De to danse er næsten identiske og begge giver mulighed for mænd og kvinder at danse sammen. Betegnelsen Rabbit Dance stammer fra Lakota-stammen på den nordlige prærie, mens Two Step dansen er udbredt blandt de øvrige stammer.

Når MC'en annoncerer en Rabbit Dance eller Two Step, er det kvinderne der byder op til dans. Der laves meget sjov med, at manden ikke kan sige nej, fordi det i gamle dage var skik at manden gav kvinden penge eller en gave som undskyldning. Når parrene har fundet sammen, danner de en cirkel ved at stille sig parvis bagved hinanden, så de går rundt med urets retning. Manden står på kvindens venstre side og de holder hinanden i hænderne med skøjteløberfatning, dvs. højre hånd til højre hånd, venstre til venstre. Kender man hinanden godt, kan man også vælge at lægge det ene sæt hænder omkring livet på hinanden, mens man stadig holder hinanden i hænderne med det andet sæt.

Grundtrin:
Dansetrinnene i en Rabbit Dance og Two Step er ens og meget enkle og minder om Round Dance trinnene - her går man bare forlæns i stedet for sidelæns og oftest går man to skridt frem og et tilbage (derfor navnet Two Step). Man danser med vægten på venstre ben. Træd et skridt fremad med dit venstre ben, og lad dit højre ben følge efter så fødderne er samlede igen. Samtidig skal din krop bevæge sig op og ned i takt med trommen - trommeslaget er tydeligt accentueret med skiftevis et hårdt og et blødt slag. Når du hører det hårde slag, skal du sætte din venstre fod på gulvet samtidig med at du strækker din krop opad. Når du hører det bløde trommeslag, skal du bøje let ned i knæene og flytte dit højre ben frem til det venstre.

I en traditionel Rabbit Dance danser parrene to skridt fremad og et tilbage, indtil de hører de 4-6 ekstra høje slag som kommer en gang i hvert vers. Mens de ekstra høje slag lyder, drejer hvert par en omgang rundt om sig selv med uret.

En Two Step danses med et førerpar, som leder dansen. Førerparret finder på sjove ting i løbet af dansen, og alle par skal gøre, som lederne gør. F.eks. kan lederparret slippe hinandens hænder og gå hver sin vej tilbage langs kæden af dansere, indtil de møder hinanden igen. Parret kan også danne bro som alle de andre par først skal gå under for derefter være med til at danne bro for de næste dansere i rækken.





Round Dance

Round Dance


Rabbit Dance

Rabbit Dance